Depression

Lider du af en Depression?

Hvad er en depression?

Tina Porse

Depression er en psykisk lidelse, som er kendetegnet ved følelse af nedtrykthed, nedsat lyst og interesse samt manglende energi eller øget træthed. De fleste kender til følelsen af at være trist og nedtrygt, men når man taler om depression, er det noget andet end bare at være trist. Depression er en længerevarende og nogle gange invaliderende sygdom, der kommer til udtryk på mange forskellige måder.

Hvad består en depression af?

Depression består af både kernesymptomer og ledsagesymptomer. Kernesymptomerne er nedtrykthed, nedsat lyst og interesse samt nedsat energi eller øget trætbarhed. Ledsagesymptomerne kan være nedsat selvtillid eller selvfølelse; selvbebrejdelser eller skyldfølelse; tanker om død eller selvmord; tænke- eller koncentrationsbesvær; agitation (ophidset/urolig) eller hæmning; søvnforstyrrelser samt appetit- eller vægtændring.

Forskellige grader af depression

Der findes forskellige grader af depression – let, moderat og svær. Ved let depression har man to kernesymptomer og to ledsagesymptomer. Her vil man oftest kunne fungere i hverdagen, men har dog mindre energi og er mindre motiveret for at gå på arbejde og se venner og familie. Ved moderat depression har man to kernesymptomer og fire ledsagesymptomer. Her vil man ofte have mindre energi og flere depressive symptomer som fx søvnproblemer, appetitændring og tankemylder. Ved svær depression har man alle tre kernesymptomer og fem eller flere ledsagesymptomer. Her kan man ikke få hverdagen til at fungerer. Nogle oplever at få selvmordstanker. Typisk vil der være en tunghed i kroppen og en indre uro. Nogle oplever også psykotiske symptomer.

Andre former for en depression

Andre former for depression kan være vinterdepression, som er årstidsbestemt og viser sig, når der bliver mørkere og dagene bliver kortere. Endvidere er der fødselsdepression, som kan ramme både mænd og kvinder (se under afsnittet om fødselsdepression).

Psykologhuset Park Allé Logo

Kontakt

Dansk Psykologforeningen Logo

Copyright © 2023 Psykolog Tina Porse